HGI Bordtennis


Go to content

20091101

Nyheder

Damerne: Placering som nr 6 og 5 i henholdsvis Elitevisionen og 1. division



Cecilie Lind: En ny stjerne i dansk pige-/damebortennis
2009.11.01


Det var tidligt op søndag den 1. november for både 1. div. damer samt elitediv. damer.

Vi mødtes alle kl. 6.30 foran Frederiksborgcentret. Her skiftede vi lidt rundt på spillerne i bilerne.
Henriette, Yael og Cecilie kørte mod Holsted, mens Katja, Dina og jeg kørte mod Randers.

Efter ca. 3,5 times kørsel var vi fremme.

Elitediv. dameholdet lagde ud mod Randers, og det gik desværre alt for hurtigt. Vi tabte 6-0. Resultatet lyver dog lidt, da der var både 4- og 5-sættere, samt de fleste sæt var meget tætte, men marginalerne var ikke med os. Den tætteste kamp blev tabt med 2 bolde i 5. sæt, øv, øv.

Dernæst skulle vi møde SISU, som i første damerunde slog Randers med 6-1, så vi tænkte pu-ha, det tegner ikke godt. SISU-holdet bestod af to ungdomslandsholdsspillere - samt i vores kamp mod dem- Pia Leth, der var blevet hentet ind som reserve.
Vi vidste, at de to unge var super gode og offensive spillere, som vi ville få svært ved at spille mod (men håbede at kunne drille med vores gammeldags spil) pga deres hurtighed og sikkerhed, men vi ville også alle få svært ved Pia Leth, der er super defensiv og ikke liiiige noget for os.

Men det skulle vise sig her, at marginalerne i denne kamp var på vores side.

Vi lagde helt fint ud med at vinde én hver og så to hver. Dernæste to sejre til Hillerød, så før doublen stod det 4-2 til os. Og med en super double, som blev lettere, end vi troede, kom vi på 5-2. Et point var i hus, jubii.

Efter doublen gik Karin igang mod Pia, og Katja mod Stephanie. Stephanie er dog lige den tand skrappere og mere sikker en vi er. Katja tabte. Karin og Pia var stadig igang med deres evindelige laaaaaange kamp, som de før de gik igang fortalte dommeren, at han lige så godt kunne sætte tælleren til 8-8 i 5. sæt, og ganske rigtigt .... dommeren havde heldigvis humor.

Imens Karin og Pia spillede færdigt, nåede Dina at komme ud i en 5. sætter mod Rikke. Det endte heldigvis med, at Karin vandt med 2 bolde i 5. sæt over Pia efter at have været nede med 2 matchbolde. Skulle denne være blevet tabt, havde Dina på samme tid vundet over Rikke i 5. sæt. Så dette blev til en sejr på 6-3 til os, noget overraskende, men utrolig positivt med Hillerøds øjne og 3 point mere i hus.

1. div. damer mødte som sagt først Holsted, der stillede op i stærkeste opstilling, og det blev en meget svær kamp, der var præget af træthed fra Hillerødspillernes side efter en lang køretur. Hillerød tabte med 8-2.

Efter kampen mod Holsted var slut, måtte de køre til Silkeborg (ca. 1,5 times kørsel endnu) for at møde Søhøjlandet. Dette skulle vise sig at blive mere jævnbyrdigt, men uheldigvis for os i de forkertes favør. Hillerød tabte med 6-4, øv, øv, specielt når man tænker på, at Yael og Cecilie tabte doublen med 14-12 i 5. sæt, men flot kæmpet af holdet.

Efter denne runde ligger 1. div. holdet nr. 5 og elitediv. holdet nr. 6.

Næste damerunde for begge hold er i Hillerød, og finder sted den 12. og 13. december, hvor begge hold spiller to holdkampe den 12. december og én den 13. december.

Bordtennishilsener Karin


Back to content | Back to main menu