Hillerød GI Bordtennisklub deltog med 4 spillede, da 2. runde af sæsonens Ungdomsstævner for HELT NYE og LET ØVEDE ungdomsspillere blev afholdt, og der var medaljer til alle.
Søndag den 25. oktober bød Theis og Lars fra Helsingør Bordtennisklub velkommen til anden runde af Bordtennis Danmarks Ungdomsstævner i Kreds Nordsjælland.
SE NEDERST I KLUBNYHEDEN HER, HVORDAN DU SELV KAN KOMME MED TIL SÆSONENS NÆSTE UNGDOMSSTÆVNE DEN 21. NOVEMBER.
Det var 21 forventningsfulde spillere der, ud over forældre/pårørende, klubledere, og ikke mindst spændte stævnearrangører, mødte op til stævnet.
Alle niveauer af ungdomsspillere, der endnu ikke deltager jævnligt i de større breddestævner, både helt nye og let øvede spillere, var inviteret med til Ungdomsstævnet.
Fra Hillerød GI Bordtennisklub deltog Rasmus Schou-Jensen, Simon Hessner Labeau, Carl Meilgaard Petersen, og Malte Kirkegaard Johansen.
Rasmus Schou-Jensen
Carl Meilgaard Petersen
Malte Kirkegaard Johansen
Simon Hessner Labeau Der blev fra start lagt op til, at alle, skulle have et superhyggeligt og uformelt stævne, med en masse jævnbyrdige kampe.
Vægten blev lagt på, at da niveauinddeling var så godt som umulig med så mange helt nye stævnedeltagere, så ville alle sikkert både kunne møde meget og lidt modstand. Derfor ville det være ekstra vigtigt med fairplay, og at alle skulle gå hjem med en god oplevelse.
Klublederne havde på bedste vis opdelt spillerne efter vurderet niveau, en inddeling der blev brugt som udgangspunkt for dagens puljeinddeling. Stævnets 21 spillere blev opdelt i 3 puljer, som spillede på i alt 6 borde. I puljerne spillede alle-mod-alle, og i A bedst af fem sæt, mens B & C puljerne spillede bedst af tre sæt. Denne opdeling medvirkede til, at alle spillere fik mest mulig kamptræning, og chance for at møde nogenlunde jævnbyrdige modstandere.
Med så mange rigtigt glade og dedikerede ungdomsspillere, ser vi allerede nu frem imod, at Kreds Nordsjællands spillere mødes igen til næste runde i Frederiksværk den 21. november.
Du er altid velkommen til at kontakte undertegnede hvis du ønsker at få tilsendt et eller flere af billederne.
STÆVNERESULTATER
I disse stævner lægger vi jo op til at resultater er uden betydning, og at det vigtigste helt klart er øvelse i at spille kampe, socialt samvær og fairplay. Skulle du alligevel på et senere tidspunkt få behov for at se hvordan din kamp gik mod en bestemt modstander, så vil resultaterne fra stævnet kunne findes på BordtennisPortalen.
SÆSONENS NÆSTE UNGDOMSSTÆVNE
Freederiksværk Bordtennisklub inviterer til tredje runde af Bordtennis Danmark (BTDK) Ungdomsstævner:
LØRDAG DEN 21. NOVEMBER 2026 kl. 10 med mødetid 9.30
HILLERØD SPILLERE: GRATIS TILMELDING TIL 21/11-26 HER
I Frederiksværk vil du igen kunne møde spillere fra klubberne i Kreds Nordsjælland, og kunne få dig en god social oplevelse, med en masse kamptræning.
I Bordtennis Danmarks Ungdomsstævner får du ovenikøbet en medalje med hjem uanset resultaterne af dine kampe. Formålet er udelukkende, at du skal komme ud og møde/knytte venskaber med spillere fra andre klubber, og få en masse kamptræning.
VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG TIL NÆSTE UNGDOMSSTÆVNE #BordtennisErSjovt
GENEREL INFO OM BEGYNDER- OG UNGDOMSSTÆVNER
Du finder alt omkring BTDK’s Ungdomsstævner i Kreds Nordsjælland HER.
AF: Louis de Voss