To danske mesterskaber, tre sølvmedaljer og masser af flot bordtennis.
Det blev facit for Hillerød GI Bordtennis ved årets Danmarksmesterskaber, som blev afviklet under DM-ugen i Herning.
Klubben vendte hjem med i alt fem DM-medaljer – to af guld og tre af sølv – fordelt på senior- og U21-rækkerne.
Den helt store profil blev landsholdsspilleren Martin Buch Andersen, som spillede sig frem til hele tre medaljer.
Han vandt DM-guld i herredouble sammen med Tobias Rasmussen og DM-guld i mixdouble sammen med Stella Rosenmeier.
Derudover sikrede han sig DM-sølv i herresingle, hvor han efter en velspillet finale måtte se sig besejret af sin landsholds- og doublemakker Tobias Rasmussen.
På vej mod finalen leverede Martin flere overbevisende præstationer.
I semifinalen besejrede han tidligere Hillerød-spiller Dominykas Samuolis med 4-0, mens kvartfinalen bød på et rent Hillerød-opgør mod klubbens unge landsholdsspiller Adam Nottelmann, som Martin også vandt 4-0 over.
I mixdouble spillede Martin sammen med U21-landsholdsspilleren Stella Rosenmeier. Duoen vandt både semifinalen og finalen sikkert med 3-0. Især finalesejren over førsteseedede Dominykas Samuolis og Emma Vendelbo var en præstation af høj international klasse.
I herredouble levede favoritterne Martin Buch Andersen og Tobias Rasmussen op til forventningerne og vandt turneringen uden at afgive et eneste sæt.
Finalen fik et ekstra Hillerød-præg, da modstanderne var Adam Nottelmann og hans makker Erik Høier. Efter sidste års bronzemedalje tog de endnu et skridt frem og spillede sig helt frem til finalen, blandt andet efter en imponerende 3-2-sejr over de andenseedede i semifinalen. Indsatsen blev belønnet med en flot sølvmedalje.
Adam Nottelmann fortsatte de stærke præstationer ved også at spille sig i finalen ved U21-DM i herresingle, hvor han efter en flot turnering sikrede endnu en sølvmedalje efter nederlag til Erik Høier.
Klubbens øvrige deltagere leverede også gode præstationer. Marcus Jensen vandt begge sine puljekampe og spillede sig frem til 1/16-finalen.
Thomas Hjermind Jensen leverede en af turneringens overraskelser ved at besejre den seedede Markus Jakobsen i puljespillet, men missede avancement på grund af en dårligere sætscore.
Finalen i herresingle med Martin Buch Andersen blev vist direkte på landsdækkende tv, hvor bordtennissporten fik omkring 40 minutters eksponering under DM-ugen.
Formand Thomas Hjermind Jensen glæder sig over klubbens resultater:
"Vi var en mindre trup afsted, men fik virkelig vist Hillerød GI Bordtennis frem på den nationale scene. At komme hjem med fem DM-medaljer – heraf to danske mesterskaber – er et fantastisk resultat.
Samtidig er det meget glædeligt at se, at både vores etablerede landsholdsspillere og vores unge talenter markerer sig helt i toppen af dansk bordtennis."